Fuldt hus til konference om Industri 4.0 på Navitas

Mere end 200 konferencedeltagere fra førende danske teknologivirksomheder, minisiterier og videninstitutioner var torsdag d. 3. november samlet til konference og workshops på Aarhus Universitet.

04.11.2016 | Kim Harel

Der var stor interesse for temaet Industri 4.0 blandt de mere end 140 danske virksomheder, som torsdag var samlet til konference på Navitas (Foto: Maria Randima)

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs deltog i konferencen. På billedet ses hun på rundvisning på Navitas sammen med dekan Niels Chr. Nielsen (Foto: Maria Randima)

Hvordan kan danske virksomheder tilpasse sig den digitale transformation af samfundet og omsætte globale teknologiske trends til nye forretningsmuligheder og øget eksport?

Det var hovedtemaet på konferencen INDUSTRY 4.0 - Digital Transformation & Global Business Opportunities, som AU Engineering i samarbejde med bl.a. Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet stod bag.

Forskning og uddannelse som brændstof for virksomhedernes vækst

Dekan for Science and Technology, Aarhus Universitet, Niels Chr. Nielsen åbnede konferencen og satte fokus på universiteternes betydning for virksomhedernes konkurrenceevne:

”Den teknologiske udvikling forandrer i disse år innovationsvilkårene for erhvervslivet radikalt. Især digitale vækstteknologier og nye produktionsmetoder sætter et rivende udviklingsløb i gang inden for stort set alle brancher, og viden er i den sammenhæng et afgørende brændstof for virksomhederne. Som universitet har vi et stort ansvar for både at sikre forskning og uddannelse med en høj grad af samfundsrelevans.”

Herefter gav han Uddannelses- og Forskningsminister Ulla Tørnæs ordet, og hun var ikke uenig:

”Vi skal investere i forskning og uddannelse. Det er den bedste måde, hvorpå vi kan tackle de store forandringer i samfundet.”

Tæt på spirende vækstteknologier 

Blandt konferencens gæstetalere var både internationale virksomhedsledere, iværksættere, teknologieksperter og repræsentanter for de danske innovationscentre i New Delhi, Silicon Valley, Seoul, Sao Paulo, Shanghai, München og Tel Aviv.

Konferencedeltagerne fik desuden mulighed for at få førstehåndsindsigt i et udvalg af universitetets innovationscases inden for ingeniørvidenskabelige forskningsområder som bl.a. Internet of Things og Machine Learning.

"Ingeniørvidenskaben er en vigtig motor for store samfundsforandringer af både økonomisk, politisk og social karakter, som vi oplever lige nu. Aarhus Universitets bestyrelse har vedtaget en historisk stor investering i ingeniørområdet og prioriterer dermed en forskningsindsats med fokus på de vækstteknologier, der kan være med til at løse akutte, globale problemstillinger og derigennem også øge den kommercielle efterspørgsel på dansk viden. Vi vil meget gerne  illustrere betydningen af vores forskning gennem konkrete eksempler," siger Thomas S. Toftegaard, Institutleder, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. 


YDERLIGERE INFORMATION

Læs mere om konferencen Industry 4.0 – Digital Transformation & Global Business Opportunities

Se deltagernes egne billeder og videoklip på Twitter #I40icdk

Læs mere om Aarhus Universitets ingeniørvidenskabelige forskning 

KONTAKT

Thomas S. Toftegaard, Institutleder, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet

 

 

 

 

 

 

 

AU Engineering