Indeklima og energi

Forskergruppen Indeklima og Energi beskæftiger sig med den primære årsag til at man bygger bygninger, nemlig at opnå et sundt, produktivt og komfortabelt miljø til længerevarende ophold – et godt indemiljø. Et godt indemiljø er funktionelt, æstetisk indbydende og har et godt indeklima. Desuden er det vigtigt at det gode indemiljø opnås med bæredygtig brug af naturressourcer og med et minimum af påvirkning på det ydre miljø.

Denne forskergruppe fokuserer på udvikling af bæredygtige teknologier og metoder til at opnå det gode indeklima, dvs. termisk komfort, høj luftkvalitet og gode dagslysforhold. Særlige kompetenceområder er:

  • Bygningsfysik og -installationer
  • Bygningssimulering – termisk, luftstrømninger, dagslys og økonomisk optimering
  • Integreret energidesign – metoder og værktøjer til at informere alle faser af designprocessen
  • Indeklimaundersøgelser – herunder indeklimas indvirkning på læring og produktivitet
  • Bygningers rolle i fremtidens smart grid – fx prædiktiv styring af bygningssystemer
  • Laboratorieundersøgelser af luftstrømninger i og omkring bygninger

Forskergruppen råder over en stor mængde måleudstyr og gode laboratoriefaciliteter.

Forskergruppen udfører forskningen i samarbejde med nationale og internationale samarbejdspartnere. Forskergruppen er også ansvarlig for den forskningsbaserede undervisning i civilingeniøruddannelsen i Integrated Energy Design.