Aarhus Universitet åbner ny, stor innovationsfabrik

Ingeniørstuderende er fulde af gode idéer, som kan være med til at løse nogle af verdens mange problemer. Derfor sparker Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet nu gang i en ny satsning, der i samarbejde med bl.a. forskere og virksomheder skal få de studerendes idéer til at blomstre.

11.12.2017 | Jesper Bruun

Den 13. december åbner Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet officielt sit nye laboratorium ORBIT Lab – et lille, kreativt tech-space, der på kort tid er vokset til en stor innovationsfabrik i hjertet af Campus Katrinebjerg i den nordlige del af Aarhus.

Sammen med førende forskere og eksperter fra Aarhus Universitet og en lang række store it-virksomheder som f.eks. Google, Microsoft og IBM vil ORBIT Lab udfordre universitetets dygtigste og mest kreative studerende til at skabe innovative løsninger, udforske deres egne idéer og få dem sat i værk – enten i samarbejde med eksisterende virksomheder eller som startups.

"Med ORBIT Lab skaber vi et interdisciplinært miljø, hvor fremtidens tech-talenter kan udvikles, og nye, innovative idéer hurtigt omsættes til prototyper og komme ud i den virkelige verden. Vi kombinerer den dybe tekniske faglighed fra universitet og industriens eksperter med ’Silicon Valley mentaliteten’, hvor det handler om at skabe værdi og komme hurtigt ud over rampen og turde tænke globalt og skalerbart," lyder det fra lektor og leder af ORBIT Lab, Kasper Løvborg Jensen.

ORBIT Lab er pakket med kreative arbejdsområder og unikke forsøgsfaciliteter, som indeholder de nyeste teknologier inden for informations- og kommunikationsteknologi, som eksempelvis wearables, Internet of Things, virtual og augmented reality og cloud- og mobilteknologi samt adgang til eksperimentelle softwarebaserede værktøjer og infrastrukturer.

Stor værdi for erhvervslivet

Målet er at skabe et levende og tværfagligt videncenter drevet af lidenskab for at udforske og udvikle ny teknologi, hvor nye ideer kan blomstre, og hvor der kan skabes løsninger til virkelige problemstillinger.

"Det har stor værdi for Google Aarhus at være en del af det aktive miljø af studerende, udviklere og forskere, som interesserer sig for den nyeste teknologiske udvikling. ORBIT Lab er interessant, fordi det skaber fysiske rammer og en platform, hvor softwareudviklere og andre med interesse i de nyeste teknologier og programmeringssprog kan komme og eksperimentere og dele erfaringer i et åbent format. Som partner kan vi både bidrage og deltage i faglige aktiviteter og samtidigt være med til at skabe et attraktivt it-miljø for Katrinebjerg og Aarhus – og vi kan også teste de nyeste produkter og platforme, vi arbejder på i Google," siger Kasper Lund, Udviklingschef for Google, Aarhus.

Etableringen af ORBIT Lab sker som et led i en større satsning på talentudvikling og entreprenørskab i ingeniøruddannelserne. Men også tværfagligt på universitetet får ORBIT Lab stor betydning som platform for nye tech-drevne forskningsmetoder.

Laboratoriet giver således en helt ny dimension til det interdisciplinære samarbejde, lyder det fra Andreas Roepstorff, professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet: 

"Teknologien påvirker vores alles hverdag og åbner nye muligheder for at forstå menneskers adfærd, kommunikation og psykologi. Som forskere ved Interacting Minds Centret er det fantastisk for os at have adgang til ORBIT Labs ressourcer og kompetencer. ORBIT Lab kan hurtigt og effektivt udvikle interaktive prototyper og værktøjer, som både kan bruges til interventioner og til forskning. Det giver en helt ny dimension til det interdisciplinære samarbejde ved Aarhus Universitet."

På forkant med udviklingen

Allerede før den officielle indvielse er flere store virksomheder gået aktivt ind i samarbejdet omkring ORBIT Lab. Virksomhederne kommer til at deltage i ORBIT Lab på forskellig vis. Nogle sponsorerer teknologisk udstyr, mens andre går aktivt ind i projektsamarbejde eller afholder faglige workshops og tech talks inden for relevante emner som for eksempel Big Data og machine learning.

"Den rivende teknologiske udvikling gør, at ting som for få år siden nærmest var science fiction, i dag er muligt med gængse teknologier. Anvendelsen af disse nye teknologier gennemsyrer vores hverdag og stort set alle sektorer i samfundet. Det er derfor vigtigt, at vi i Danmark er med helt på forkanten af denne udvikling, så vi kan omsætte det til praktiske og brugbare løsninger, der skaber værdi både i nye startups, etablerede virksomheder og samfundet generelt," siger Kasper Løvborg Jensen.

ORBIT Lab åbner officielt onsdag den 13. december kl. 14 på Finlandsgade 28, hvor dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet, Niels Christian Nielsen, flankeret af lektor Kasper Løvborg Jensen og leder af Googles Aarhus-afdeling, Kasper Lund, vil klippe det røde bånd og åbne laboratoriet. 

Læs mere her: orbitlab.au.dk


Kontakt

Lektor Kasper Løvborg Jensen
Tlf.: 93508282
Mail: leafcastle@ase.au.dk

Direktør ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet Conni Simonsen
Tlf.: 41893010
Mail: csi@ase.au.dk

AU Engineering