Aarhus Universitet satser stort på nye civilingeniøruddannelser i 2019

Til sommer 2019 udbyder Aarhus Universitet tre nye 5-årige civilingeniøruddannelser og åbner dermed for 240 ekstra studiepladser.

10.01.2019 | Kim Harel

Aarhus Universitets ingeniøruddannelser har vokseværk. Til sommer 2019 åbner tre nye 5-årige civilingeniøruddannelser med i alt 240 studiepladser (foto: AU_Melissa Yildirium)

Som en del af en større strategisk satsning på det teknisk videnskabelige område vil Aarhus Universitet i 2019 åbne tre nye 5-årige civilingeniøruddannelser.  

Allerede i sommeren 2018 startede studerende på to nye civilingeniøruddannelser i henholdsvis Bioteknologi og Kemiteknologi, og nu har de næste tre civilingeniøruddannelser i rækken fået grønt lys fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Vi går meget ambitiøst ind i det her. I de seneste år, har vi brugt mange resurser på at anskaffe nye eksperimentelle faciliteter og tiltrække forskere fra verdens bedste universiteter inden for det tekniske område. Nu er vi klar med yderligere tre nye civilingeniøruddannelsestilbud med samme struktur som de bedste af slagsen i verden,” siger Thomas S. Toftegaard, Institutleder, Institut for Ingeniørvidenskab Aarhus Universitet.

Se oversigten over ingeniøruddannelser på Aarhus Universitet

De tre nye uddannelser Civilingeniør i Byggeri, Civilingeniør i Computerteknologi og Civilingeniør i Elektroteknologi åbner for ansøgere allerede d. 1. februar.

Stort behov for flere ingeniører

Aarhus Universitet har siden 2012 øget optaget til ingeniøruddannelserne hvert eneste semester og har i dag cirka 3500 indskrevne studerende. Men det er er desværre langt fra nok til at imødekomme samfundets efterspørgsel.

”Erhvervslivet har et akut behov for flere ingeniører. Det er helt afgørende for virksomhedernes innovations- og konkurrenceevne, at vi som universitet kan være med til at sikre dem et tilstrækkeligt stort og velkvalificeret rekrutteringsgrundlag af civilingeniører fra øverste hylde” siger Thomas S. Toftegaard.

LÆS OGSÅ: Ingeniører opdager unik egenskab ved sugerør

Udviklingsdirektør i Regional Udvikling, Region Midtjylland Kim Kofod Hansen hilser universitetets investering i de nye femårige civilingeniøruddannelser velkommen.

”Det er godt nyt for Aarhus og for resten af regionen. Det vil formentlig betyde, at vores virksomheder vil få lettere ved at tiltrække ingeniører og dermed bidrage til vækst og udvikling,” siger han.

Den seneste prognose for ingeniørmangel i Danmark (Danmarks Statistik 2018) viser, at Danmark vil komme til at mangle 6.500 ingeniører i år 2025.

Nye uddannelser blandt verdens bedste

De nye femårige civilingeniøruddannelser er forskningsbaserede fra første dag, og de studerende vil komme til at deltage i videnskabelige projekter tidligt i deres uddannelsesforløb.

LÆS OGSÅ: Danske forskere bag ny behandling til hjerteklap-patienter

Målet er at uddanne ingeniører, som kan udvikle den højteknologi, der er nødvendig for at løse vores største globale udfordringer.

”Vi vil uddanne civilingeniører med en kompetenceprofil, der gør dem i stand til at blive frontløbere for mange store forandringer i vores samfund. Det kræver en høj grad af teknisk specialisering, men også en god portion akademisk træning, videnskabelig dannelse og kritisk tværfaglig tænkning. Alt det har vi de bedste forudsætninger for at give vores studerende på dette universitet,” siger Thomas s. Toftegaard.

Aarhus Universitet er placeret i toppen af World University Ranking 2019 som nummer 123 foran alle andre tekniske universiteter i Danmark.

Se Times Higher Educations World University Ranking 2019


Læs mere om de enkelte 5-årige civilingeniøruddannelser på Aarhus Universitet her:

Bioteknologi
Byggeri
Computerteknologi
Elektroteknologi
Kemiteknologi

AU Engineering