Strategi

Ingeniørområdet under forvandling

Ingeniørområdet i Aarhus er under forvandling med en kraftig vækst i optag af nye studerende, en storstilet forskningssatsning og en  massiv bygningsmæssig udvidelse. Med etableringen af et forskningsbaseret institut for ingeniørvidenskab og en selvstændig højskole, der samler ingeniøruddannelserne, har Aarhus Universitet taget et vigtigt skridt ind i fremtiden.

Aarhus Universitet har i dag et stærkt organisatorisk grundlag for at realisere ambitionerne om udviklingen af et konkurrencedygtigt videnmiljø inden for det teknisk videnskabelige område med både uddannelse, forskning og erhvervsudveksling i international topklasse.

Institut for Ingeniørvidenskab (ENG) samler alle forskningsaktiviteter, herunder også ph.d.-programmerne og civilingeniøruddannelsen. Ingeniørhøjskolen har ansvaret for at udbyde og udvikle diplomingeniøruddannelserne og uddanne talentfulde ingeniører til et arbejdsmarked med stigende opgavekompleksitet. Aktiviteterne i de to organisatoriske enheder er tæt forbundne, og instituttets forskning er i høj grad med til at præge et udviklingsbaseret undervisningsmiljø.