Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-biogasanlæg får økologisk autorisation

Forsøgsbiogasanlægget på AU Foulum har som det første i Danmark fået autorisation til at køre med økologisk produktion i perioder. Det giver perspektiver for særligt de økologiske planteavlere.

02.04.2013 | Sørren Tobberup Hansen

AU biogasanlæg

Forsøgsbiogasanlægget ved AU Foulum har fået autorisation til at køre med delvis økologisk drift. Foto: AU

Biogasanlægget ved forskningscentret AU Foulum har som det første i Danmark fået autorisation til at køre med periodevis økologisk produktion.
Det har stor betydning for især økologiske planteavlere, som får forbedret deres muligheder for at komme i nærheden af økologisk gødning. Med en autorisation er det nemlig nu muligt for økologer at øge den mængde af kvælstof, som de må tilføre deres marker.

Driftsleder på biogasanlægget på AU Foulum, Mogens Møller Hansen, forklarer:

- Økologer må i dag gøde med 70 kg N pr. hektar, når de anvender konventionel gødning på deres marker. Mens de med ren økologisk gødning må gøde med 140 Kg N pr. hektar, heraf de 70 kg N må komme fra konventionel gødning. Med denne form for autorisation er der åbnet op for, at økologer kan henvende sig til biogasanlæg med konventionel drift og måske lave aftaler om at aflevere økologiske biomasser mod at få det afgassede gødning tilbage, hvor en vis procentdel er økologisk. Hvis økologen for eksempel får adgang til gødning, hvor den samlede mængde af den udbragte gødning er 50 procent økologisk, må han eller hun altså fremover gøde med 140 kg N pr. hektar.

Karensperiode uden GMO
For at biogasanlægget ved AU Foulum kan køre med delvis økologisk drift er der dog krav om en karensperiode, som bevirker, at der ikke anvendes foderrester med GMO i perioden.

Mogens Møller Hansen peger på, at de hidtidige erfaringer med biogasanlæg, der udelukkende kører med økologisk drift, ikke har været alt for gode, men at der løbende forskes i økologiske biomasser.

- De økologiske biogasanlæg har nogle udfordringer, fordi der i høj grad anvendes biomasser, som har et højt tørstofindhold og mængden af gylle er mindre. Vi har fået nogle erfaringer med de økologiske biomasser her i Foulum, men det er ikke smertefrit. Vi har fat i nogle teknologier, som gør det muligt at håndtere disse biomasser. Nu går det videre arbejde på at få optimeret processerne, så der kan opretholdes en rentabel drift. Men bundlinjen er, at det er meget positivt, at økologerne nu har fået en nemmere adgang til at få økologisk gødning, uden at der skal bygges biogasanlæg, der udelukkende er baseret på økologisk drift, forklarer Mogens Møller Hansen.

Med autorisationen i hånden til at køre delvis økologisk drift har AU Foulum fået et egentligt økologisk kredsløb for biogasanlægget. Tidligere er tilkoblet en ekstruder i drift på anlægget, som er i stand til at håndtere biomasser som enggræs, halm, dybstrøelse og kløvergræs, der har et højt indhold af tørstof. En af fordelene ved ekstruderen er, at den er meget fleksibel, idet den er i stand til at arbejde med biomasser med tørstofindhold fra 20 til 85 procent. Dog er kapaciteten begrænses ved en meget høj tørstofprocent, og derfor arbejdes på biogasanlægget med at tilkoble en halmbriket-teknologi, der har en høj kapacitet ved et højt tørstofindhold. Derved er der tale om to indfødningssystemer, som supplerer hinanden.

Det er det såkaldte BioM-projekt, der har været katalysator for at søge en autorisation til at have økologisk drift på biogasanlægget på AU Foulum. BioM omhandler pleje af naturarealer ved Nørre Å-dalen ved Viborg og produktion af økologisk gødning til planteavlerne i området. I den forbindelse er oprettet en leverandørforening, der høster græsset i dalen og sælger det til biogasanlægget ved AU Foulum og i retur får økologisk gødning.

- Det er en god ordning, hvor vi får leveret økologiske biomasser og derigennem afprøvet biomasser, som vi ikke har været vant til. Samtidig får økologerne en gødning tilbage, hvor en vis andel er økologisk og dermed får de mulighed for at tilføje yderligere kvælstof til deres marker frem for brug af ren konventionel gødning, siger Mogens Møller Hansen.

På biogasanlægget i Foulum suppleres de økologiske biomasser med konventionel gylle fra det nærliggende Kvægbrugets Forsøgscenter. Det er en nødvendighed at iblande gyllen for at holde den masse, der skal pumpes ind i biogasreaktoren, flydende.

Yderligere oplysninger: Driftsleder Mogens Møller Hansen, Institut for Ingeniørvidenskab, telefon: 2076 2732, e-mail: mogensm.hansen@agrsci.dk

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere, Institut for Ingeniørvidenskab, Miljø, klima og energi