Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dansk forskning skal gøre kulsort metanol-produktion 100% grøn

Hvert år produceres over 70 mio. tons metanol i en proces, der er baseret næsten udelukkende på fossile brændstoffer. Et nyt projekt med bl.a. Haldor Topsøe og Aarhus Universitet i spidsen skal gøre produktionen fuldstændig grøn og baseret på biogas.

25.09.2019 | Jesper Bruun

"Det ultimative mål er et samfund, hvor der ikke går noget til spilde. Hvor intet fossilt skal graves op af jorden, og alt det, vi graver op i dag, skal der findes erstatning for. Det er cirkulær bioøkonomi, når det er bedst,” siger professor Lars Ottosen. Foto: AU Foto.

Intet-må-gå-til-spilde-teknologi.

Nogenlunde sådan kan man karakterisere det nye udviklingsprojekt med det mundrette navn eSMR-MeOH, som netop er blevet støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, med knap 38 mio. kr.

Projektet, der ledes af katalysevirksomheden Haldor Topsøe og bl.a. involverer Aarhus Universitet, DTU og Aalborg Universitet, har til formål at udvikle og bygge et demonstrationsanlæg, der kan lave biogas fra husdyrgødning og biomateriale om til ren, grøn metanol ved udelukkende at tilsætte vedvarende energi.

”Kort fortalt handler projektet om at lave metanol ud af biogas og grøn strøm. Det er et kvantespring i forhold til i dag, hvor processen er kulsort, og en fantastisk elegant måde at skabe højværdiprodukter ud af de mest tarvelige og beskidte restprodukter fra vores samfund,” siger professor Lars Ottosen fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, der leder universitetets indsats i projektet.

Metanol, som er en organisk forbindelse klassificeret som alkohol, benyttes i dag til en lang række formål. Bl.a. som brændstof og opløsningsmiddel og som et yderst vigtigt platformskemikalie, der kan bruges i produktionen af en lang række andre kemikalier.

Væsken syntetiseres i dag oftest fra fossil naturgas. Man splitter metan i brint og kulmonoxid ved at tilføre en del af gassen som energiinput. Hele processen er således afhængig af fossile brændsler og energikilder, og det er her, det nye projekt vil gøre tingene væsentligt anderledes.

I eSMR-MeOH-projektet er planen således at splitte biogas ad ved hjælp af en elektrisk drevet katalysator og med yderligere energitilskud fra brint produceret med elektrolyseteknologi, for derved at omdanne biogas til metanol.

”Haldor Topsøe er en verdensleder inden for produktion af metanol, og vi arbejder målrettet på at udvikle teknologi, som gør industriel fremstilling af metanol mere bæredygtig i fremtiden. Vores eSMR Methanol™ teknologi er et stærkt bud på en elektrificeret og væsentligt grønnere produktionsproces, ikke mindst når råvarerne er biogas og strøm fra vindmøller eller solpaneler. Det ser vi frem til at demonstrere sammen med vores dygtige partnere i projektet,” siger ledende forsker i Haldor Topsøe, Peter Mølgaard Mortensen.

Biogassen kan være udvundet af eksempelvis gylle og spildevandsslam, og elektriciteten kan hentes fra vedvarende kilder.

”Den metanol, der kommer ud af processen, er fuldstændig ren og grøn, og vi ved, at det kan lade sig gøre. Der er dog stadig en del forsknings- og udviklingselementer, der skal håndteres, inden vi når så langt. Bl.a. skal vi have fundet en løsning på, hvordan vi kobler et sådan anlæg med en vedvarende energikilde, typisk vind, som i sagens natur ikke er konstant,” siger Lars Ottosen.

Og der er ikke tale om et laboratorieprojekt.

Ved Aarhus Universitets forskningscenter i Foulum skal der bygges et pilotanlæg i stor skala, hvorfra erfaringen og den udviklede teknologi umiddelbart kan omsættes til et industrisystem, siger professoren:

”Formålet er, at teknologien skal være omkostnings- og økonomieffektiv i en skala, der passer til et stort biogasanlæg. Det ultimative mål er et samfund, hvor der ikke går noget til spilde. Hvor intet fossilt skal graves op af jorden, og alt det, vi graver op i dag, skal der findes erstatning for. Det er cirkulær bioøkonomi, når det er bedst,” siger Lars Ottosen.


Fakta

  • Projekt navn: eSMR-MeOH: Biogas til MeOH ved elektrisk reforming
  • Total budget: 62 mio. kr.
  • Bevilling fra EUDP: 38 mio. kr.
  • Partnere: Haldor Topsøe A/S (projektejer), Aarhus Universitet, DTU, Aalborg Universitet, Sintex A/S, Blue World Technologies ApS, Energinet Elsystemansvar A/S, Planenergi.

 


Kontakt

Professor Lars Ottosen
ldmo@eng.au.dk
Tlf.: +4551371671

Institut for Ingeniørvidenskab