Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hun forsker i at lave tøj ud af græs

Birgit Bonefeld er en af landets eneste forskere i bæredygtige tekstiler – et område, der har stor betydning for den grønne omstilling, og som er et vigtig led i landbrugets omlægning til græsproduktion, der kan erstatte importen af sojaprotein.

13.08.2020 | Jesper Bruun

Birgit Bonefeld forsker i at lave bæredygtigt tøj af lokalt dyrket græs. Det løser dog ikke den fundamentale udfordring med forurening i modeindustrien, siger hun. Foto: Ida Jensen, AU Foto.

Tøj og dyrefoder. Der er to ord, man ikke lige umiddelbart skulle tro, har den store sammenknytning. Men det kan de få, hvis det står til forskere på Aarhus Universitet.

Fremtidens landbrug skal nemlig være grønt, og nu har forskere på universitetet udviklet en teknologi, der kan udvinde protein af græs i så store mængder, at det potentielt kan løse en række af landbrugets største miljøproblemer, bl.a. udvaskning af næringsstoffer til grundvandet og den enorme import af sojaprotein fra Sydamerika, der benyttes som foder til svin og høns.

I processen, hvor græsset omdannes til grønt proteinpulver, er der en del af græsset, der ledes væk som et biprodukt, og som i dag kan bruges til kofoder eller biogas.

Men det kan muligvis også bruges til at lave tøj med. Birgit Bonefeld er postdoc på Institut for Ingeniørvidenskab, og hun forsker i at bruge disse affaldsprodukter af græs til at lave cellulosefibre med – og som man i sidste ende kan lave tøj af. Det kan have betydning for modeindustrien på sigt, som er en af verdens mest forurenende industrier.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Postdoc Birgit Bonefeld forklarer her om sin forskning. Video: Videnskab.dk.

"Mine kollegaer arbejder på at udvinde græsprotein, som kan erstatte soja til husdyr, og kernen i min forskning er så at bruge biprodukterne fra den produktion. Det betyder, lidt forsimplet, at når jeg får biprodukterne til at lave tekstiler af, så kommer det fra arealer, der i forvejen er allokeret til at lave græsprotein, så der skal ikke bruges ekstra landjord til produktionen," siger hun til Videnskab.dk, der har interviewet hende til en større artikel om bæredygtige tekstiler.

Sådanne græsgrønne tekstiler vil være et bæredygtigt alternativ til eksempelvis bomuldsproduktion, der kritiseres for at belaste miljøet.

For selvom bomuldsproduktion godt nok kun optager 2-3 pct. af det samlede landbrugsareal, står det for omtrent en fjerdedel af det samlede, globale forbrug af insekticid.

I artiklen på Videnskab.dk slår Birgit Bonefeld fast, at der dog endnu er nogen vej til en industriel produktion af tøj fra lokalt dyrket græs, da selve produktionen af cellulosefibre kræver en industri og en tradition, vi for længst har outsourcet til Østen. Men det kræver blot de rigtige investeringer, og med de investeringer, vi ser i dag med omlægning af landbrug til græsproduktion, er vi allerede godt på vej, påpeger hun.

I forbindelse med forskningsprojektet Grønne Hoser i samarbejde med bl.a. virksomheden Strømpekompagniet har Birgit Bonefeld således allerede demonstreret teknologien ved at spinne tekstilfibre udelukkende af cellulose fra danske marker.

(Artiklen fortsætter under billedet)

"Mine kollegaer arbejder på at udvinde græsprotein, som kan erstatte soja til husdyr, og kernen i min forskning er så at bruge biprodukterne fra den produktion," forklarer Birgit Bonefeld. Foto: Ida Jensen, AU Foto. 

Tøj af græs løser dog ikke den fundamentale udfordring med forurening i modeindustrien. Faktisk løser det kun "en lillebitte del" af problemet, siger Birgit Bonefeld i artiklen:

"Løsningen er ikke at producere den samme mængde tekstil på en bedre måde. Problemet er, der bliver produceret for meget, og at der bliver brugt for meget fossilt kulstof, og tøjet lander på lossepladsen. Græstekstil er ikke den endelige, forkromede løsning, for der skal produceres mindre og bedre, så det her er kun en del af det."


Kontakt

Postdoc Birgit Bonefeld
AU Engineering, Aarhus Universitet
Mail: birgit@eng.au.dk
Tel.: +45 22901180

AU Engineering, Institut for Bioteknologi og kemiteknologi