Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny AU-forsker gør arbejdspladsen sikrere med computerteknologi

Lige siden sikkerhedshjelmen kom på mode på arbejdspladser verden over i efterdønningerne af 1. Verdenskrig, har den ikke ændret sig meget. Det vil lektor Jochen Teizer gøre op med. Han benytter digitale tvillinger, Internet of Things og Mixed Reality for proaktivt at forhindre ulykker på arbejdspladsen, alarmere arbejdere om farer i realtid og personificere uddannelse og træning.

19.11.2019 | Jesper Bruun

"Vi arbejder alle bedst i trygge, sikre rammer, og jeg håber, flere lande vil begynde at tage ny teknologi til sig i samme grad, som I eksempelvis gør her i Danmark," siger lektor Jochen Teizer. Foto: Lars Kruse / AU Foto.

Titusindvis af mennesker dør og millioner kommer til skade hvert år på arbejdspladser verden over som følge af ulykker. Og en stor del af dem sker på byggepladser. I USA er byggeplads-ulykker ansvarlige for mere end hvert femte dødsfald, og i ca. 25 pct. af disse er store maskiner involveret.

Og selvom dødsfald og arbejdsskader kan have svære konsekvenser for både pårørende, familie, virksomheder og endda samfund, er der ikke mange lande, som går lige så højt op i sikkerhed som de Skandinaviske.

Det er ærgerligt, mener ny lektor på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, Jochen Teizer, som gennem hele sin professionelle karriere har arbejdet for større sikkerhed og øget produktivitet på arbejdspladser – herunder i særdeleshed på dynamiske og komplekse byggepladser.

”Hver mønt investeret i sikkerhed, tjener sig selv mindst trefold hjem igen gennem forbedringer, og derfor synes jeg, det er synd, ikke flere lande følger de skandinaviske landes stærke fokus på sikkerhed. Sikkerhed og produktivitet går hånd i hånd, og jeg har set flere amerikanske virksomheder gå unødigt bankerot på grund af ulykker og ringe arbejdspraksis. Havde man forinden haft et stort fokus på sikkerhed, kunne meget af dette undgås,” siger han.

Menneskelig kapital det vigtigste

Lektor Jochen Teizer er en prisvindende tysk ingeniør, som nu har bosat sig i Danmark for at forfølge sin forskerkarriere på Aarhus Universitet. Han har vundet adskillige akademiske og industrielle priser, bl.a. for opfindelsen SmartHat 4.0 – en sikkerhedshjelm udstyret med sensorteknologi, der bl.a. proaktivt og i realtid advarer arbejdere om forestående farer.

Det er dog ikke udelukkende personligt sikkerhedsudstyr, Teizer har arbejdet med. For at øge sikkerheden forsøger han at inkorporere moderne teknologi i alle aspekter af faserne i et projekt. For at designe sig ud af farlige situationer allerede i planlægningsfasen har han udviklet et automatisk BIM-værktøj, der tjekker, om sikkerhedsregler følges. Og ved at introducere IoT-baserede services bygget direkte ind i arbejdstøj, arbejdssko og byggeelementer kan han objektivt måle, analysere og visualisere usikker adfærd på arbejdspladsen i realtid. Ligeledes designer han virtuelle spil, der kan personificere uddannelse og træning til arbejdere, inden de kommer ud på pladsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

"Personlig uddannelse og træning er meget vigtigt, når det kommer til at forbedre sikkerheden på arbejdspladser. Her foregår træningen i virtual reality. Foto: Jochen Teizer. 

”Menneskelig kapital bør vægtes højere end alt andet, og derfor er sikkerhed så vigtigt. Vi arbejder alle bedst i trygge, sikre rammer, og jeg håber, flere lande vil begynde at tage ny teknologi til sig i samme grad, som I eksempelvis gør her i Danmark. Det er vigtigt at forstå, at teknologien her ikke er en fjende, men en hjælper. En assistent, som kan give os en række fordele,” siger han.

Jochen Teizer er født og opvokset i Karlsruhe et stenkast fra den sagnomspundne skov Schwarzwald. Som søn af en byggeleder startede Jochen selv sine ingeniørstudier på Karlsruhes Institute of Technology og tog efterfølgende til USA, hvor han tog sin ph.d. fra Universitetet i Texas. Han har forsket og undervist i flere år på bl.a. Georgia Institute of Technology, Münchens tekniske universitet, universitetet i Osaka og Ruhr-Universität Bochum. 


Kontakt

Lektor Jochen Teizer
Mail: teizer@eng.au.dk

Institut for Ingeniørvidenskab