Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny AU-forsker vil undersøge ekstremt stabile og miniaturiserede laserteknologier

Nicolas Volet er laserekspert og ny adjunkt ved Institut for Ingeniørvidenskab. Og så er han i gang med at starte et forskningsprojekt op, der kan få vidtrækkende konsekvenser for den globale datakommunikation.

29.11.2019 | Jesper Bruun

Nicolas Volet er ny adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. Han kommer med over 10 års forskererfaring og har bl.a. en ph.d. fra EPFL, Schweiz. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.

Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har netop hyret Nicolas Volet ind for at starte en ny, uafhængig forskningsgruppe op inden for fotonik. Nicolas Volet kommer med over 10 års forskererfaring og har bl.a. medvirket til udviklingen af optiske teknologier på chipniveau i det synlige, det nær- og melleminfrarøde spektrum.

Han har en ph.d. i fysik fra École polytechnique fédérale de Lausanne (EPFL), et af verdens bedste tekniske universiteter.

”Jeg arbejder pt. med lasere, som er så små, at man ikke engang kan se dem med det blotte øje. Og man kan heller ikke se lyset, de udsender, for det er infrarødt. Det gør det til en trist omgang at få gæster i laboratoriet, for der er ikke rigtigt noget at se,” griner adjunkten, da han introducerer sin forskning.

Det gør imidlertid ikke forskningen mindre vigtigt. Laserlys er fuldstændig grundlæggende for moderne global datakommunikation, og over alt i verden arbejder man på at nedbringe eksempelvis energibehovet for disse lasere. Det er tvingende nødvendigt, da den voldsomme udvikling i internettrafik betyder støt stigende mængder energi.

Allerede i dag er internettet ansvarlig for ca. 10 pct. af verdens energiforbrug. Og trafikken stiger med 25-30 pct. årligt.

”Derfor arbejder forskere hårdt på at optimere ydeevnen på produkter, der er baseret på optisk integrerede kredsløb (PICs), for at mindske deres CO2-aftryk. Gøre dem mindre, mere præcise, mere energieffektive og mere robuste,” siger Volet, som til marts 2020 sammen med sin første ph.d.-studerende starter et nyt forskningsprojekt op på Aarhus Universitet, der kan få stor betydning for laserindustrien og optisk telekommunikation:

”En unik egenskab ved lasere er den smalle spektrale fordeling af deres optiske emission sammenlignet med andre lyskilder. Men denne ’linjebredde’ kan imidlertid påvirkes en hel del af de omkringværende forhold. Uden at fortælle for meget kan jeg sige, at vi for nylig stødte på et fysisk fænomen, som umiddelbart er totalt uudforsket, og vi agter at bruge dette fænomen til at reducere størrelse, vægt, pris og kompleksitet af nuværende laserteknologi til brug i telekommunikation og instrumentation. Ved at benytte modne materialesystemer har denne teknologi efter min mening gode muligheder for at blive benyttet uden for forskningslaboratorierne, og disse avancerede PICs vil betyde langt hurtigere datakommunikation, gøre det hele langt mere energivenligt og samtidig gøre hele systemet mere kompakt og billigere at bygge,” fortæller han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adjunkt Nicolas Volet skal starte en ny forskningsgruppe op inden for fotonik på Aarhus Universitet. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto. 

Nicolas Volet kom til Danmark i august, og bor i dag på Trøjborg med sin kone og sin 2-årige datter.

”Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed for at fortsætte min forskning inden for fotonik. Her på universitetet har vi state-of-the-art infrastruktur, talentfulde forskere og et fantastisk personale til at hjælpe os. Og jeg er meget glad for at kunne undervise igen. Institut for Ingeniørvidenskab har en ny kandidatplan, og jeg har ansvaret for to kurser i fotonik. Det er et stort ansvar at overføre viden og lidenskab til nye generationer af ingeniører,” siger han.

Nicolas Volet startede sin karriere i Schweiz med en kandidat i fysik fra EPFL. Han lavede speciale i solenergi ved University of Housten. Efter sin ph.d. fra EPFL i 2014 (som handlede om vertical-cavity surface-emitting lasers, VCSELs) blev han tildelt et postdoc stipendium af Swiss National Science Foundation, som han benyttede ved University of California, Santa Barbara.

Inden sin ansættelse ved Aarhus Universitet var han med til at starte et nyt forsknings- og udviklingscenter op ved en tech-virksomhed i Californien.

Hans forskning er centreret omkring fysik og udviklingen af optoelektroniske enheder, og han er drevet af tanken om at forbedre præcision, omkostning og effektivitet ved brug i industrien. Hans aktuelle projekter involverer undersøgelse af ikke-lineære fænomener for at reducere linjebredden af diodelasere og udviklingen af teknologier til integreret kvantefotonik.  


Kontakt

Adjunkt Nicolas Volet
Mail: volet@eng.au.dk
Tel: +45 93522084

Institut for Ingeniørvidenskab