Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny platform skal hjælpe SMV’er i gang med cyber-fysiske systemer

Små og mellemstore virksomheder skal have bedre mulighed for at benytte sig af fordelene ved computerbaserede modeller for cyber-fysiske systemer. Det er formålet med et nyt, stort, tværeuropæisk udviklingsprojekt, som ledes af Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

17.12.2019 | Jesper Bruun

”I forbindelse med projektet udvikler vi nogle modeller, man kan bruge som en slags byggesten, og som gør det lettere for virksomhederne at komme i gang - modeller, som kan deles med andre partnere i projektet," siger projektets leder, professor Peter Gorm Larsen. Foto: Colourbox.

Med 60 mio. kr. i bevilling (8 mio. euro) fra EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon 2020, samles 17 universiteter og virksomheder fra 7 europæiske lande om at udvikle en platform, der skal gøre det simpelt og let for små og mellemstore virksomheder at inkorporere moderne computermodeller i deres udvikling og/eller produktion.

Det er nemlig langt fra simpelt for sådanne virksomheder i dag, lyder det fra professor Peter Gorm Larsen fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, der koordinerer projektet.

”Cyber-fysiske systemer er produkter, som har en fysisk del, som typisk kontrolleres af en cyber-del (en eller flere computere), og disse har skabt en revolution inden for en meget bred vifte af brancher. Men der er masser af små og mellemstore virksomheder, der ikke har en kinamands chance for at følge med i alt det nye, der sker, når det kommer til digitalisering, og det kan være alt for dyrt bare at hoppe med på den ene eller den anden bølge,” siger professoren og tilføjer:

”Derfor er tanken med dette projekt at lave en samarbejdsplatform i skyen: Denne skal indeholde en stor sandkasse for alle, der har lyst til at prøve kræfter med modelbaseret design af cyber-fysiske systemer for at finde ud af, om det er noget for dem, inden de kaster penge efter det. Så i stedet for at finde værktøjer på nettet og installere dem lokalt, skal man kunne afprøve disse direkte i sandkassen.”


"Der er mange virksomheder, som endnu ikke har taget teknologien til sig. Dette projekt giver den mulighed, og jeg håber, mange SMV’er vil tage den til sig”

Peter Gorm Larsen

Projektet, der kaldes HUBCAP, har til hensigt at være en one-stop-butik for SMV’er, der har lyst til at prøve kræfter med modellering af cyber-fysiske systemer: En legeplads, hvor virksomheder fra hele Europa kan komme og prøve smarte it-systemer af til deres udvikling og/eller produktion, uden at de skal have pungen op af lommen.

”I forbindelse med projektet udvikler vi nogle modeller, man kan bruge som en slags byggesten, og som gør det lettere for virksomhederne at komme i gang - modeller, som kan deles med andre partnere i projektet enten imod betaling eller gratis. Lidt i stil med de her store Lego-klodser, der gør, at man hurtigere kan få bygget ting og komme i gang med legen,” siger Peter Gorm Larsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Professor Peter Gorm Larsen. Foto: Ida Jensen, AU Foto.

Som en del af projektet bliver det muligt for SMV’er at søge om støtte til at arbejde på et specifikt projekt, man godt kunne tænke sig at prøve af ved hjælp af computerbaserede modeller. 3 af de 8 mio. euro, projektet har fået bevilget, er således øremærket til det formål.

”Jeg ved, at der er mange virksomheder, som allerede har fået øjnene op for de muligheder, der ligger i brugen af computermodeller til udvikling af cyber-fysiske systemer, men som endnu ikke har taget teknologien til sig. Dette projekt giver den mulighed, og jeg håber, mange SMV’er vil tage den til sig,” siger Peter Gorm Larsen.


Fakta

Cyber-fysiske systemer er samarbejdende computerbaserede netværk, som via indlejrede sensorer styrer og kontrollerer fysiske genstande eller systemer. En robot, der agerer på sensorinput, er således et cyber-fysisk system.

Projekt:

HUBCAP: Digital Innovation HUBs and Collaborative Platform for Cyber-Physical Systems

Projektet kører fra 1. januar 2020 til 31. december 2022

Projektets hjemmeside

Partnere:

  • Aarhus University, Denmark
  • BEIA Consult, Romania
  • Controllab Products, Netherlands
  • Engineering Ingegneria Informatica S.p.A., Italy
  • Fortiss GmbH, Germany
  • Fondazione Bruno Kessler, Italy
  • KTH Royal Institute of Technology, Sweden
  • Newcastle University, United Kingdom
  • Politecnico di Milano, Italy
  • Research Institutes of Sweden, Sweden
  • F6S Network Limited, Ireland
  • Technology Transfer Systems srl, Italy
  • University "Lucian Blaga" of Sibiu, Romania
  • Unparallel Innovation, Portugal
  • Validas, Germany
  • Verified Systems International GmbH, Germany
  • Virtual Vehicle Research Center, Austria

Kontakt

Professor Peter Gorm Larsen
Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet
Mail: pgl@eng.au.dk
Tlf.: +4541893260

Institut for Ingeniørvidenskab