Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny teknologi kan væsentligt reducere ammoniak- og metanudledning fra landbruget

Et dansk forskerteam har opfundet et naturligt additiv til husdyrgødning, der reducerer gødningens udledning af forskellige gasarter, bl.a. drivhusgassen metan.

14.07.2020 | Jesper Bruun

Lektor Anders Feilberg leder Aarhus Universitets del af projektet. Han tror på, at den nye opfindelse vil føre til, at landbruget kan lykkes med at nedbringe erhvervets klima- og miljøbelastning på en nem og effektiv måde. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.

Forskere fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet står bag et nyt additiv til landbruget, der har potentiale til drastisk at mindske udledningen af forskellige gasarter fra gødning, og som samtidig halverer gødningens lugtgener.

Additivet består af de to naturligt forekommende stoffer flourid og garvesyre, som eksempelvis benyttes i tandpaste, te og rødvin.

Forskningen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Technology.

”Vores laboratorieforsøg er designet til at efterligne udledningsforholdende i en svinestald og viser entydigt et stort potentiale i forhold til at reducere både ammoniakfordampning, udledning af metan og lugtgener,” siger postdoc Frederik Rask Dalby fra Aarhus Universitet, som har stået for laboratorieforsøg med at teste additivet på svinegylle.

Forskerne tror på, at deres nye opfindelse vil føre til, at landbruget kan lykkes med at nedbringe erhvervets klima- og miljøbelastning på en nem og effektiv måde. Derfor har der også været et stort fokus på, at en ny teknologi skal være til at betale.

”Det er vigtigt at holde omkostningerne til miljøteknologier inden for landbruget på et realistisk niveau. Ellers bliver det for omkostningsfuldt for landmændene at implementere teknologierne. Vi arbejder pt. på at optimere doseringen af garvesyre i additivet, for at holde prisen nede,” siger lektor Anders Feilberg, der har ledet Aarhus Universitets del af projektet.

Den nye teknologi er udviklet under projektet Next Generation Manure Ammonia Reduction Technology, der er støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet med 11,4 mio kr.

Projektet ledes af professor Henrik Karring fra SDU Chemical Engineering, der kalder det nye additiv for en tre-i-én-teknologi:

”Laboratorieforsøg med svinegylle har vist, at vi kan nedbringe ammoniakfordampning med op til 95 procent og reducere udledning af metan med op til 99 procent, afhængigt af mængden af tilsat garvesyre og fluorid. Som en glædelig og overraskende sidegevinst viser det sig, at samme teknologi nedbringer lugten af gylle betydeligt, svarende til en halvering af lugtindex. Det er en tre-i-én-teknologi, som kan reducere ammoniakfordampning, metanudledning og lugtgener,” siger han i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet, hvor han samtidig løfter sløret for, at der er flere teknologier på vej, som ligeledes kan være med til at nedbringe landbruges udledninger:

”Vi har faktisk fundet frem til flere stoffer som har en effekt. Det er vi ved at undersøge nærmere, så jeg vil endnu ikke afsløre noget, men det ser lovende ud,” siger han.


Fakta

Danmark har efter EU’s NEC-direktiv forpligtet sig til at reducere ammoniakfordampningen betydeligt fordi ammoniak skader natur og skaber luftforurening. Landbruget står for ca. 95 procent af ammoniakfordampningen og bidrager til udledning af drivhusgasser. En stor del af ammoniakfordampningen og klimagasserne kommer fra gylle.

Projekttitel: Next Generation Manure Ammonia Reduction Technology (ManUREA Technology)

Projektdeltagere: Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, SEGES og JH Agro A/S.

Projektperiode: 01.10.2015-30.11.2020.


Kontakt

Lektor Anders Feilberg
Mail: af@eng.au.dk
Tel.: +45 30896099

Postdoc Frederik Rask Dalby
Mail: fd@eng.au.dk

AU Engineering, Institut for Bioteknologi og kemiteknologi