Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Unge i kø til ingeniøruddannelserne

Der er rift om pladserne på ingeniøruddannelserne ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, som har fået det hidtil største antal ansøgere.

06.07.2012 | Kim Harel

Ingeniørstuderende i auditorium

Aarhus Universitet har modtaget et rekordstort antal ansøgere til ingeniøruddannelserne.

I går udløb ansøgningsfristen for den Koordinerede Tilmelding til de videregående uddannelser, og aldrig før har så mange unge søgt om optagelse på en ingeniøruddannelse i Aarhus.

Ingeniørhøjskolen har i år modtaget 867 ansøgninger.  Det er en stigning på 32 procent i forhold til det rekordstore antal ansøgere i 2011.

- Vi er inde i en særdeles positiv udvikling, hvor flere viser interesse for ingeniøruddannelserne. Vi har brug for talentfulde unge ingeniører til at sikre den fremtidige vækst og udvikling i Danmark. Inden for de næste ti år kommer vi til at opleve en stor aldersbetinget afgang fra ingeniørarbejdsmarkedet, siger Conni Simonsen, direktør ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Det er især andelen af førsteprioritetsansøgninger, der er vokset hos Ingeniørhøjskolen, og det er udtryk for en ny tendens, mener Conni Simonsen.

- I de seneste to år har vi set en iøjnefaldende forskydning i ansøgerfeltet, hvor ingeniørstudierne er drømmeuddannelser for flere.

Unge vil sætte den teknologiske dagsorden
Ingeniøruddannelsernes voksende popularitet kan blandt andet forklares med store ungdomsårgange. Samtidig er det dog et udtryk for en holdningsændring blandt unge, mener Conni Simonsen.

- Vi ser nogle store ungdomsårgange, hvor relativt flere gennemfører en gymnasial uddannelse. Det giver os et bedre rekrutteringsgrundlag, end vi havde for ti år siden. Men jeg tror især, det har betydning, at de unge vil være med til at sætte den teknologiske dagsorden. De er født ind i en tidsalder, hvor ingeniørens arbejde i høj grad er med til at forme verden, siger hun.

Afviste må vente til vinter
Ingeniørhøjskolen forventer at kunne tilbyde i alt 470 ansøgere en studieplads til august og må derfor for andet år i træk afvise ansøgere.  

- Vi skal tilbyde vores studerende ordentlige forhold med høj kvalitet i undervisningen og adgang til gode laboratoriefaciliteter. Vi har desværre endnu ikke kapacitet til at optage alle, men vi er i fuld gang med en større bygningsmæssig udvidelse, så vi kan imødekomme efterspørgslen på uddannelsespladser i fremtiden, siger Conni Simonsen.

De fleste ansøgere, som ikke får opfyldt ønsket om at starte på en ingeniøruddannelse i august, vil i stedet for få tilbudt en studieplads til januar.

Den endelige fordeling af studiepladser er først klar i slutningen af måneden.

KONTAKT

Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet: csi@iha.dk; 4189 3010

Uddannelse, Offentligheden / Pressen, Studerende, Institut for Ingeniørvidenskab