Miljøpioner skal styrke AU’s forskning i et grønnere landbrug

I 2005 blev han professor. I 2013 forsvarede han sin doktorafhandling. Nu er Sven Gjedde Sommer startet på næste kapitel i sin kamp for en grøn husdyrproduktion i Danmark på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

20.11.2018 | Jesper Bruun

Professor Sven Gjedde Sommer er i gang med flere projekter, der kan gøre landbruget grønnere - også i udlandet, hvor han eksempelvis i Vietnam udvikler teknologier til at udnytte gødning fra husdyr bedre end i dag. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Der var ikke noget, der hed bæredygtighed, dengang i 60’erne, da professor Sven Gjedde Sommer var knægt på Fyn.

Dengang skummede vandløbene med sulfosæbe fra renserierne, og industrien hældte sit spildevand direkte i havet.

Samtidig rasede miljødebatten.

Sven Sommer voksede op i Fåborg, og han husker selv, hvordan et lokalt slagteri ledte spildevand direkte ud i Fåborg Fjord. Hvordan slagterivandet trak store blodrøde faner ud i fjorden, som han dykkede ned under sammen med kammeraterne.

Det tænkte de ikke synderligt over. Sådan var det jo bare.

Nej, interessen for miljø kom først senere. I 70’erne, da Limfjorden var ved at dø. Han fiskede sammen med en kammerat, og han kunne læse i aviserne og se i tv, hvordan fisk døde overalt. Iltsvind.

Det var dengang, Sven Sommer besluttede sig for at læse til biolog eller agronom. Noget med miljø i hvert fald.

Det endte med det sidste. 

LÆS OGSÅ: Forskerteam efterligner naturen i projekt, der skal gøre den kemiske industri 100% grøn

"Jeg var ikke den eneste, der dengang i 70’erne interesserede sig for miljøet. Der var stor interesse for at bevare grund og overfladevand rent. Man kunne se effekten af forureningen – det var synligt i naturen på en helt anden måde end i dag. Men dengang tænkte man slet ikke på landbruget som en mulig forureningskilde. Det var primært industrien, man skævede til," siger Sven Sommer.

Men at landbruget stod for en stor del af naturforureningen blev snart klart for Sven Sommer, der startede sin forskerkarriere hos Miljøstyrelsen.

Som gødning benytter landmænd både handelsgødning og husdyrgødning. Sidstnævnte blev dengang blot regnet for en form for bonus og blev spredt ud over markerne på alle tider af året. Det var ganske ineffektivt, for der blev ikke taget nok højde for, hvornår afgrøden bedst kunne optage næringsstoffer eller hvor stor gødningsvirkning, der var i husdyrgødning.

Sammen med det almindelige forbrug af handelsgødning ledte dette til en kæmpe udvaskning fra markerne.

Senere kom Sven Sommer til Danmarks Jordbrugsforskning, hvor han tog en ph.d. med fokus på ammoniakfordampning – endnu et område, hvor man ikke regnede landbrugets bidrag for væsentligt.

Professoren skulle blive en af de første, der i 80’erne gjorde opmærksom på, hvor stort et problem landbrugets ammoniakudledning var for naturen. I dag ved man, at landbruget står for 80-90 pct. af ammoniakudledningen.

LÆS OGSÅ: Ingeniører opdager unik egenskab ved sugerør

Gennem hele sin lange karriere, har Sven Gjedde Sommer arbejdet for en grøn, miljøvenlig dyreproduktion i Danmark. Både for naturens, samfundets og landmændenes bedste.

Målet for ham har været at udvikle nye miljøteknologier, der bl.a. kunne gøre brug af gylle til at gøre husdyrproduktionen bedre og grønnere.

Det betyder imidlertid ikke, at han er færdig med sin forskning.

Der er stadig masser at tage fat på for at gøre dansk landbrug endnu mere bæredygtigt, lyder det fra professoren, der i 2013 forsvarede sin doktordisputats om pH-værdiens påvirkning af fordampning af ammoniak til miljøet.

Ammoniakfordampning rimer nemlig på drivhusgasemission, og her er forskeren i gang med et projekt, der skal skabe større indsigt i de omsætningsprocesser, der foregår i gødning i stalden og ude på gyllelageret.

På den måde håber han at kunne lave systembaserede modeller, der kan bruges til at beregne, præcist hvor meget drivhusgas og ammoniak, der udledes fra husdyrgødning.

LÆS OGSÅ: Danske forskere opfinder anti-cancer-molekyle som Lego-samlesæt

Samtidig arbejder Sven Sommer på et projekt, der skal omdanne gylle til en højværdi fosforgødning.

Fosfor er nemlig en begrænset ressource, som hentes op fra miner rundt omkring i verden. EU importerer al den fosfor, der i dag bliver brugt i handelsgødning, men Sven Sommer arbejder således på at tilbageholde fosforen i gyllen, så den ikke går tabt.

Og så har han i mange år haft en forkærlighed for arbejdet med udviklingslande.

"Jeg har et tæt samarbejde med Vietnam, hvor vi udvikler teknologier til at udnytte gødning fra husdyr bedre end i dag. I dag ryger meget af gyllen bare direkte ud i recipienter, men ved at bruge gyllen effektivt kan vi måske gøre den til en handelsvare. Det samme kan man gøre mange andre steder rundt omkring i verden, hvor landbrugsdriften bliver mere og mere intensiv," siger Sven Sommer, som også i årene fremover fortsat vil arbejde for, at Danmark er blandt verdens førende inden for bæredygtig gødningsteknologi og en ren landbrugsproduktion.


Kontakt

Professor Sven Sommer
sgs@eng.au.dk
Tlf.: 93521525

Institut for Ingeniørvidenskab