Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nu kan forskere blive klogere på B12-vitaminmangel

Det er lykkedes forskere at fremstille en virkningsløs kopi af vitaminet B12, som kan udkonkurrere de naturligt forekomne vitaminer i kosten. For første gang er det derfor muligt at skabe selektiv B12-vitaminmangel hos forsøgsdyr. Det er et afgørende skridt i retning af en dybere forståelse for vitaminmanglens konsekvenser.

19.11.2013 | Kim Harel

Forskere har udviklet en særlig type af antivitamin, der kan udkonkurrere B12 fra kosten i kampen om optagelse i kroppen. Det gør det nu muligt at studere vitaminmanglens konsekvenser, som blandt andet er mistænkt for at give varige skader på nervesystemet og demens.

Forskere anslår, at cirka 20-30 % af alle over 60 år mangler B12-vitamin i større eller mindre grad. Med alderen svækkes nemlig produktionen af et særligt protein i kroppen, der har til opgave at sikre optagelsen af vitaminet fra kosten.

På trods af en ellers god ernæring og forebyggende kosttilskud, opstår der derfor ganske hyppigt vitaminunderskud hos en stor del af ældrebefolkningen. Man har endnu ikke et samlet overblik over konsekvenserne af dette, men man ved, at B12-vitamin omfatter en gruppe af kemiske stoffer, som er livsnødvendige og har betydning for dannelsen af røde blodlegemer og for nervernes vedligeholdelse og nydannelse.

Mangel på B12 mistænkt for at give demens
Et underskud af B12-vitamin er blandt andet mistænkt for at være en af de vigtigste årsager til demens og for andre varige skader i hjernen og nervesystemet. Men indtil videre har det ikke været muligt for forskerne at skaffe tilstrækkelig stor viden om mangeltilstandens følgesygdomme, forklarer Sergey Fedosov, seniorforsker ved Aarhus Universitet.

”B12 har en meget kompliceret kemisk struktur, og vi har endnu ikke en fuldt detaljeret forståelse af vitaminets betydning for alle kroppens funktioner. Men vi har mistanke om, at mangel på vitaminet kan være en del af forklaringen på en række forskellige patologiske fænomener, der er forbundet med nervesystemet.”

B12-vitamin er overordnet betegnelse for en gruppe kemiske stoffer, som går under navnet kobalaminer.

Første forsøgsdyr med stærk B12-vitaminmangel
Hovedårsagen til forskernes hul i deres viden om B12-vitaminmangel er, at det hidtil ikke har været muligt at skabe et kontrolleret vitaminunderskud hos forsøgsdyr.

”Det er umuligt at sammensætte en B12-fattig diæt uden også at komme til at forårsage andre former for mangeltilstande. På den måde bliver det vanskeligt at isolere B12-vitaminets betydning for de symptomer, vi kan identificere hos forsøgsdyr, og det er heller ikke muligt at teste nye behandlingsmetoder,” siger Sergey Fedosov.

Han gik derfor for 5 år siden i tænkeboks sammen med sine kollegaer fra Innsbruck Universitet i Østrig og begyndte at eksperimentere med at fremstille et såkaldt antivitamin til B12. I dag er det lykkedes for dem at designe et molekyle, der er næsten identisk med det rigtige vitamin i sin kemiske struktur, men som er fuldstændig virkningsløst.

I laboratorierne på Aarhus Universitetshospital har forskerne gennemført de første forsøg med at eksponere dyr for en antivitaminrig kost, og resultaterne er positive.

Antivitamin udkonkurrerer B12 fra kosten
Det smarte ved antivitaminet er, at det udkonkurrerer andre former for B12-vitamin i kampen om optagelse i kroppen, som blot gradvist udskilles gennem afføringen. Antivitaminet er altså designet så det på én gang er optageligt i tarmen, men samtidig ude af stand til at udføre B12-vitaminets normale reaktioner i kroppen.

”Når et rigtigt B12-vitamin fra kosten optages gennem tarmen, bliver det ført hen til cellerne, som er forsynet med et særligt enzym. Enzymet omdanner vitaminet til en katalytisk form, hvor det er i stand til at udføre de reaktioner, der er nødvendige for kroppens funktion. Når et antivitamin til B12 bliver optaget i kroppen og møder cellens enzym, så bliver dets molekyle virkningsløst,” forklarer Sergey Fedosov.

Forskerne har indtil videre fremstillet to forskellige kemiske varianter af antivitamin til B12.

Selvlysende molekyler giver forskerne ny viden
De har desuden udviklet en helt tredje form for B12-vitamin med en kemisk sammensætning, der giver det fluorescerende egenskaber. Det betyder, at vitaminet bliver synligt, når man belyser det, og på den måde kan forskerne følge transporten af det inde i kroppen og blandt andet konstatere, hvordan det klarer sig i konkurrencen med antivitaminerne.

Teknikken til at gøre vitaminmolekylet selvlysende kan desuden bruges på den naturlige forekomst af B12-vitamin i den mad, vi indtager, og det åbner op for helt nye studier af dets funktioner i celler og væv.

Sergey Fedosov håber, at denne adgang til nye data på sigt kan bruges af lægerne til at udvikle effektive metoder til behandling af vitaminmangel.

KONTAKT

Sergey Fedosov, Seniorforsker, Institut for Ingeniørvidenskab: snf@mb.au.dk; 4012 3001

Forskning