Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt magasin om ingeniørforskning på Aarhus Universitet

Interesserer du dig for den grønne omstilling, bæredygtige teknologier og løsninger på samfundets store problemer, så læs med i Institut for Ingeniørvidenskabs Profile 2020, som er ude nu.

28.02.2020 | Jesper Bruun

Institut for Ingeniørvidenskabs nye profilmagasin Profile 2020 er nu på gaden.

Klimaforandringer, forurening, miljøkatastrofer, overbefolkning, hungersnød. Verden skorter ikke på problemer.

Heldigvis er der rigtig mange mennesker rundt omkring i verden, som arbejder på at løse disse problemer. En god stak af dem er ingeniører, for ingeniørvidenskab kan nemlig med sit innovative, kreative og forskningsbaserede DNA skabe grundlaget for en bæredygtig fremtid via teknologi.

Her på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har vi mange forskere, der arbejder med at finde løsninger på verdens store problemer. Mange af dem i samarbejde med nationale og internationale virksomheder, videnscentre og universiteter.

Derfor har vi nu lavet et nyt profilmagasin, og vi er endnu engang stolte over at vise noget af den forskning frem, som kan få så afgørende betydning for bl.a. den grønne omstilling.

For eksempel kan du læse om “intet-må-gå-til-spilde-teknologi”, hvor vi sigter mod at skabe højværdiprodukter ud af de mest tarvelige og beskidte restprodukter fra vores samfund. Eller hvordan vi kan ændre gamle forurenende industrier ved hjælp af helt naturlige bioprocesser.

Du kan også læse om ny vindmølleforskning, der peger væk fra brugen af de normale trevingede kæmpemøller, eller om en helt ny open-source solenergi-model, vores forskere har valgt at stille til rådighed til alle, der vil benytte den.

"Verden står over for nogle store udfordringer, som vores forskere arbejder hårdt for at finde grønne løsninger på. Den viden, vi skaber her på Institut for Ingeniørvidenskab, ønsker vi, kommer hele samfundet til gavn. Og det gør den blandt andet gennem de samarbejder, vi har med erhvervslivet. Udviklingen fortsætter for fuld skrue i 2020 og fremefter, og vi håber, mange flere virksomheder har mod på at løse problemer sammen med os," siger institutleder Thomas Toftegaard.

Hvis du og din virksomhed er interesserede i at vide mere om, hvad vi kan, og hvad et samarbejde med os kan medføre, så kan du kontakte os direkte her: eng.au.dk/workwithus. Her kan du ligeledes bestille en fysisk udgave af Institut for Ingeniørvidenskabs Profile 2020.

Den elektroniske udgave kan findes her: eng.au.dk/profile2020

God læselyst.  


Kontakt

Jesper Bruun
Presseansvarlig
bruun@eng.au.dk
Tlf.: 42404140

Institut for Ingeniørvidenskab